Ja det er ret enkelt at sætte kuglelejer i bilerne i stedet for messing lejerne, men hvis de skal virke perfekt så må man godt kræse lidt om detaljerne.
Her viser jeg hvad jeg gør når jeg monterer kuglelejer på en Ford Escort MK1 men de samme ting gælder på alle biler i alle klasser.
Jeg skruer lejebukkene af og de 2 messinglejer der sidder i holderen skal bankes ud.
Jeg har et hul i mit bord til det samme, men man kan også benytte alt muligt andet som klods/holder, blot man kan komme til inde i midten med noget metal og slå lejerne ud indefra.
Som det ses her kan kuglelejet ikke sættes i uden at man bruger mange kræfter, og gør man det vil lejebukke sidde og klemme på lejet og kuglerne inden i vil ikke kunne rotere frit.
Så ud med lejerne igen og igang med filen, det tager lidt tid, man skal file nok til at lejet kan sættes i uden vold, men heller ikke file mere end højst nødvendigt, kuglelejet skal ikke sidde løst !!! Bliver det lidt for løst kan man lime lejet fast i holderen, det gør man i mange andre klasser hvor lejeholderne ikke er så præcise. Jeg limer sjældent, men hvis det er nødvendigt bruger jeg loctite skruesikring, husk det skal KUN på lejebukken og der hvor lejet rører, ikke ind i lejet for så det slut.
Lejebukken er tilpasset og kuglelejet passer perfekt.
Når man sætter lejer i bagpå Escorten skal man lige kontrollere om lejebukkene sidder præcist overfor hinanden, som det ses her sidder akslen skævt og det giver modstand i lejerne og bilen vil køre langsommere end hvis de sidder korrekt.
Dagtool som jeg benytter her spændes fast på lejebukken og man vrider og vrikker indtil klodsen på akslen kan glide uhindret igennem det modsatte lejebuk hul.
Ja det skal selvfølgelig foretages fra begge sider. Og når du på et tidspunkt opdager at bagakslen ikke spinder ordentligt igen så skal du bare rette op en gang til, skidtet kan blive slået skævt hvis der er en der kører ind i din bil, eller hvis det utænkelige skulle ske at du falder af. 🙂
Når man monterer lejer er det vigtigt at afstandsstykkerne på akslen ikke gnider mod kanten af lejet men kun mod den roterende del af lejet. På Escorten og andre med 2 delte aksler har man en aksel låsering. som det ses af billedet herunder sidder den klods op af lejet.
Messinglejet har en lille forhøjning nærmest hullet som sikrer mindst mulig gnidningsmodstand mellem lejet og låseringen.
Kuglelejet har ikke denne forhøjning, så der er kun 1 mulighed det er at lave den selv, enten i form af en afstandsskive, som ses øverst på billedet herover, eller ved selv at slibe forhøjningen i låseringen, fordelen er at skiven ikke bliver væk næste gang du skiller bilen ad.
Jeg laver det på samme måde som jeg sliber fælg og tandhjul.
Det er dog kun den yderste kant der skal bort slibes. En forhøjning på 0,1 mm er rigeligt til at slippe for gnidningsmodstanden.